onsdag den 8. august 2012

Hvil i fred lille Kaj

Så fik lille Kaj fred i dag! Min datter købte ham i juni 1998, for sine egne lommepenge og gav hende navnet Kaj efter min bror som lige var død i Februar måned. Det viste sig senere at det var en hun-fugl, men navnet Kaj blev hun ved med at have. Da min datter flyttede hjemmefra lod hun Kaj blive hos mig og jeg har haft rigtig meget glæde af hende. Hun var en gammel undulat (lidt over 14 år). Undulater bliver højst mellem 12-14 år, har jeg læst mig til, så hun var mæt af dage. Hun sad og hang på pinden og pev - og hendes underliv var ved at blive skubbet ud. Heldigvis så jeg gårdmanden udenfor og løb ud og spurgte om han kunne hjælpe Kaj af med sine lidelser (jeg kan simpelthen ikke selv) og det ville han gerne. Det tog bare et lille øjeblik og bagefter begravede vi hende ude i haven og lagde en stor sten henover, så kattene og hunden ikke kan grave hende op. Jeg vil savne hendes fløjten og snakken dagen lang. Hvil i fred lille Kaj